darikke(at)releaseandshine.com

Info og gode råd til nye klienter

Nyttig info

Sådan foregår en session

Healing pr. distance

Alle sessioner udføres pr. distance, dvs. over Zoom (online mødetjeneste) eller e-mail. Du kan også ringe ind til Zoom-mødet fra din telefon.

At jeg principielt kan sidde på den anden side af jorden og behandle dig, skyldes dét som vismænd og yogier har sagt gennem årtusinder og som nu bekræftes af kvantefysikkens forunderlige verden: At vi på de dybeste niveauer ikke er adskilte. 

I skatkisten (under “Energihealing og dens baggrund”) kan du bl.a. finde nogle små animerede klip (på engelsk) fra filmen ‘Verden på hovedet’/’What the bleep do we know’. Vælg videoen ‘Dr. Quantum and Entanglement’, for en kort illustration af, hvordan alt i verden er forbundet på kvantefysisk niveau.

Her kan du også se en video, hvor Dr. Bradley Nelson demonstrer muskeltestning og metoden “The Emotion Code”. 

Sessionen trin for trin

Når vi starter en session forbinder jeg mig med dig energetisk.

Hvordan spørger du måske?

Forestil dig, at vi hver især udgør vores egen lille omvandrende radiostation. Hvert øjeblik sender vi en enorm mængde energetisk information ud i rummet.

Tuneren er vores bevidsthed koblet med intention. Når jeg tuner ind på dig, bruger jeg mit ønske om og vilje til at opnå kontakt med dig, til at finde din unikke frekvens. Altså ikke så forskelligt fra at stille ind på en bestemt radio-station.

Jeg ved at kontakten er opnået, når muskeltestningen bekræfter det.

Herfra træder min krop og underbevidsthed på en måde til side for din. Eller som det forklares i den lille entanglement video med elektronerne og basketboldene, så er min bevidsthed under sessionen, både i dig og i mig selv.

Det at kunne forbinde os med andre på den måde, er en fantastisk evne, som vi alle er født med. Mange gør det helt uden at vide det. Er man et menneske der ubevidst kronisk render rundt og tuner ind på andre, ender man ofte udbrændt, præcis som jeg gjorde det (læs evt. om min rejse her). 

Men heldigvis, kan man også bruge det konstruktivt, ligesom vi gør i sessionerne, hvor det er en bevidst proces. Under sessionen, bliver jeg på en måde din stedfortræder i rummet, og kan kommunikere med din underbevidsthed ved hjælp af muskeltestning og klarføling. Klarfølingen tillader mig at mærke dit energiflow direkte i min egen krop. 

Jeg kan derpå finde og identificere uregelmæssigheder, blokeringer og ubalancer i din krop og energifelt.

Den kinesiologiske muskel-testning bruges til at aflæse din underbevidsthed med, imens klarfølelsen hele tiden registrerer subtile ændringer på dybere niveauer (såsom saboterende blokeringer eller energi der “gemmer sig” og ikke vil aflæses på normal vis.)

Afhængig af hvilken for for ubalance eller uregelmæssighed der er tale om, forløser eller korrigerer jeg den på en af flere måder:

 

Forløsning ved hjælp af intention og meridiansystemet

Ofte forløses energier eller korrigeres ubalance, simplethen ved hjælp af intentionen. Det er måden vi forløser energi på i Emotion Code og Body Code systemerne.

Intentionens effekt forstærkes ved at køre en magnet over en af de primære energibaner (“motorveje”), i dit energi-system (det samme meridian-system man bruger i zoneterapi, akupunktur m.m.). 

Den turbulens der opstår skaber den åbning, som din krop og energifelt har ventet på – måske siden du blev født-, og følelsen/energien forløses endelig.

 

Forløsning ved hjælp af accept og nærvær

Der er ind imellem ubalancer i os, som ikke kan forløses alene ved hjælp af en magnet og intentionen. De kræver af os, at vi først lader dem fortælle deres historie.

Det er som regel når der er tale om uerkendte niveauer af smerte relateret til vores forældre. Vi bærer alle en vis mængde sår og traumer fra vores barndom. De lever videre i os, ofte i form af det der kaldes “indre børn”. Det vil sige, dele af psyken, som er fanget i barnets smerte, barnets perspektiv og dermed også i barnets hjælpeløshed. 

Så længe vi bærer på denne form for smerte, vil vi typisk føle os som børn i voksenkroppe, og vi vil som regel også opleve meget fastlåsthed og tvangsprægethed i de helt nære relationer.

Når vi støder på disse dele af os, er der ofte brug for tålmodighed, nænsomhed og villighed til at mærke og lytte.

De fortæller os om deres smerte igennem billeder og især kropslige fornemmelser, og vi må give slip på alle vores hidtidige forestillinger om hvad det handler om, alle de historier vi er blevet fortalt eller har fortalt os selv, vores bedømmelser og rationaliseringer.

Men når vi når dertil, hvor vi kan åbne vores hjerte helt og aldeles for det sårede, ulykkelige og fortabte barn i os, så det virkeligt føler sig hørt, mødt og anerkendt, så slipper “smerte-knuden” helt af sig selv. 

Gode råd

Det er helt naturligt at ønske sig gode resultater hurtigt, når et healingsforløb startes op.

Nedenfor har jeg samlet en vifte af råd, baseret på mine erfaringer både som behandler og som modtager af healing, med det formål at hjælpe dig til at få det bedst mulige udbytte.

De fleste af dem er også relevante ved andre former for healing og energiarbejde. Feks. akupunktur, EFT / Tapping, Jin Shin Juytsu, m.fl.

Tillid og accept

Det aller-bedste råd jeg kan give dig er: Hav tillid til alt du sanser:

Tillid til de billeder du “ser” eller fornemmer under arbejdet, selv om de måtte være vage eller utydelige.

Tillid til fornemmelserne i din krop i sessionen.

Tillid til minder der pludselig dukker op i dit sind, før eller midt i en session.

Fortæl mig endelig om det alt sammen, også selv om du ikke umiddelbart kan se en logisk sammenhæng, eller selv om du betvivler feks. mindets ægthed.  Der er en sammenhæng. Der er en relevans. 

Tro på det du mærker. Accepter dine følelser. Og fortæl mig endelig om dem. 

Din underbevidsthed taler nemlig hele tiden til dig gennem billeder, fornemmelser, sansninger. Og ofte gør den det særligt intenst under en healingssession.

Jo mere du åbner dig for det du oplever og tør tro på det du fornemmer, jo dybere vil du komme ned.

Jo mere du tør dele med mig af det der kommer op, jo bedre kan jeg hjælpe dig.

Skab et frirum før, under og efter sessionen

Undgå stress

Det skader din jordforbindelse at være stresset og travl. En god jordforbindelse er healende i sig selv og er uundværlig i energiarbejdet.

Har du – som så mange andre – mistet din evne til selv at skabe en solid jordforbindelse, vil arbejdet støtte dig i at genetablere den.

Minimer risikoen for forstyrrelser under healingen

Bed familien give dig ro til sessionen, sæt mobilen på lydløs.

Ideelt er det, hvis du kan lægge dine sessioner på tidspunkter, hvor du kan være alene i et roligt hjem. Som minimum bør du være alene i rummet.  Forstyrrelser og at have andre mennesker i baggrunden skaber nemlig unødig støj i arbejdet. 

Skabe hul i kalenderen før og efter sessionen

Før: Så du har ro til at mærke ind i dig selv inden. Hvordan har du det egentligt? Hvad fylder? Hvad mærker du? Måske spænding, nervøsitet? Måske tro, håb, tillid?

Efter: Så du har tid og ro til at fordøje de oplevelser, indsigter og erkendelser du har opnået i sessionen.

Du kan sagtens føle dig træt efter energiarbejdet. Så giv plads til eftertanke og stilhed både før og efter sessionen. Måske endda en lille lur!

 

Modstand

Du skal vide, at det er helt almindeligt fra tid til anden at føle modstand inden eller under en session: “Jeg orker ikke”, “jeg gider ikke i dag”.

Modstand af typen, “jeg gider egentlig ikke i dag” kan sagtens være et tegn på et behov for at have det lidt sjovt, i stedet for hele tiden at snakke om alt det der er svært. Et tegn på at du er klar til at hoppe mere ud i eventyrene, i stedet for bare at tale om længslen efter det.

Den type modstand er faktisk et sundshedstegn, der indikerer at du allerede har healet det du havde brug for at få healet her og nu!

En anden type modstand er en modstand, hvor du umiddelbart inden eller under sessionen pludselig synes jeg/healeren er vildt irriterende. Måske bliver du pludselig vred over et eller andet relateret til healingen.

Det kan også være du var helt frisk for et øjeblik siden, men føler dig pludselig meget træt og ufokuseret og får lyst til at stoppe samtalen og hvile dig i stedet. 

Måske du pludselig bliver helt vildt forvirret og usikker. En følelse af at du siger eller gør noget der føles forbudt/ulovligt. En pludselig angst, uden du helt ved hvad der udløser den. 

Modstand af denne type – altså vrede/irritation, pludselig sløvhed/mangel på fokus eller en følelse af at gøre noget forbudt – vil næsten altid være tegn på, at du i arbejdet nærmer dig et eller flere områder i dit ubevidste, som hører under din “Skygges” domæne.

Det er meget, meget vigtigt, at du åbent og ærligt deler din oplevelse af modstand med mig. Jeg bliver ikke vred eller ked af det! Jeg håndterer det 100% som en del af din psykes kommunikation. 

Skyggen

Hvad er din skygge så egentlig? Din skygge er de dybeste, mørkeste steder i dit sind.

Din skygge bærer på alt det du på det bevidste plan under ingen omstændigheder vil identificeres med. Alt det du tænker, at du i hvert fald aldrig nogensinde kunne finde på. 

Og dermed alt det som med sin fremmedhed og ukendthed og ukontrollerbarhed skaber angst, frygt, ubehag og modvilje i dig.

Skyggen er alt det du har skubbet langt, langt væk og som ved sin bevidstgørelse omdefinerer dig fra det du troede du var og drømte om at være, til den du egentlig er. Det er processer der resulterer i dyb helhed. Og som pr. definition indebærer afgrundsdyb modvilje og angst. 

Skyggen er alt det du projicerer ud på andre mennesker som du ser som onde, hjerteløse, lede.

Skyggen er vanvittig kraftfuld i os mennesker. Og netop derfor er det så vigtigt at bevidstgøre den. Skyggen skaber vold og konflikt og konfrontationer i en uendelighed. Verden er fuld af skygger ingen tager ansvar for.

Men personlig og kollektiv fred er kun en drøm, så længe vi ikke har vovet række hånden ud og møde vores egen, dybt begravede, ekskluderede, afviste Jeg.

Kostens og vands betydning

Drik rigeligt med vand både før og efter sessionerne. Mit arbejde er langt nemmere når du er velhydreret, og det hjælper også din krop til at bearbejde forandringerne efterfølgende. Vandet må meget gerne være med frisk citron- eller limesaft.

Du kan speede din healing op ved at spise ekstra meget frugt og grønt under dit forløb. 

Det er også ekstremt nyttigt at eliminere fødevarer med tilsætningsstoffer. Tilsætningsstoffer gør energifeltet mere “klistret” og svært at arbejde med.

Jo mere “rent” du spiser – altså uforarbejdede, hele fødevarer du vil kunne finde ude i naturen -, jo lettere er det at flytte og forløse energi fra dit energifelt. Og fordi kroppen ikke skal bruge så meget krudt på at rydde op efter dine måltider, har den mere energi til arbejdet med at omstrukturere, rense ud og bygge op fysisk og energetisk.

Symptomer du sandsynligvis oplever undervejs

Et forløb hos mig er en proces hvor du i kroppens tempo arbejder dig igennem lag af stagneret energi og blokeringer i krop og energifelt. Det vil ofte være energi der blev skabt i forbindelse med chok, oprevethed eller deciderede traumer. Her følger en oversigt over de mest almindeligt forekommende symptomer, som de fleste oplever i en eller anden grad. 

Træthed og tyngde-følelse

Processerne kræver energi af din krop og energifelt, derfor er det mest almindelige symptom efter en healing træthed og/eller en følelse af tyngde.

Tyngdefølelsen skyldes at din jordforbindelse arbejder videre på højtryk, selv om vi har sagt farvel. Dine jordstrukturer har travlt med at sende de forløste energier helt ud af dig og dit felt og dybt ned i jorden hvor de opløses for altid. 

Tørst

Du kan også være mere tørstig end normalt, drik endelig alt du orker. 

Følelsesmæssig sårbarhed og reaktivitet

Før eller siden får vi løsnet dybt begravede knuder i din krop, som hidtil har manifesteret sig som skadelige mønstre. I udskillelsesprocessen kommer de ofte midlertidigt op til overfladen igen og det opleves som bølger af følelsesmæssig over-reaktivitet (“over-følsomhed”).

Opstår det i dig, så vid at det er et symptom på dyb udrensning. Og den udrensning forløber lettest, hvis du formår at huske på, at det er dét, det er. Det er altså hverken et tilbagefald eller et nyt problem du pludselig får på halsen, oveni alt det andet. 

Søvn-forstyrrelser

Healingsprocesserne i dit ubevidste kan også manifestere sig i perioder som søvnforstyrrelser (uro i krop eller drømme).

Smerte, ubehag og problemer i kroppen

Du vil sandsynligvis også en eller flere gange opleve en opflammen af gamle fysiske symptomer eller en fremkomst af nye fysiske symptomer (eksem, smerte, fordøjelsesproblemer o.l.).

En energihealingsproces er nemlig først og fremmest en udrensning. En udrensning der kan finde sted på alle planer af krop og psyke. 

Når et nyt lag er klar til healing

Når lag af ubevidst energetisk smerte bryder sig vej op til overfladen, vil det ofte melde sig som fysisk eller følelsesmæssig smerte

Så ubehageligt det end kan være, så er det et godt tegn, fordi det fortæller dig at du er klar til at slippe endnu et lag eller endnu en knude. 

Det er derfor vigtigt for mig at vide, hvis du pludselig oplever sådan et gennembrud af smerte i krop eller psyke. Så skriv altid til mig, hvis du pludselig føler dig helt “væltet” eller kroppen gør mere ondt end normalt. 

Så ser jeg på om vi skal rykke din session frem i tid, inden det der kalder på opmærksomhed måske forputter sig i din krop/psyke igen. 

Symptomer på healing / Resultater

Det er stærkt individuelt hvad mine klienter kommer med og deres resultater afhænger selvfølgelig heraf.

Men størstedelen af mine klienter melder over tid om mere indre ro og mindre reaktivitet/rygmarvsreaktioner i deres relationer. 

Fysiske problemer og symptomer heler helt eller delvist. 

Og rigtig, rigtig mange taler om en udefinerbar følelse, der bedst kan beskrives som at føle sig mere som “sig selv”.

Opstarten

Opstartsprocesser er ofte særligt intense, fordi din krop og psyke er ved at falde over sine egne ben for at få sluppet så meget som muligt af  “læsset”.

Over tid falder der som regel mere ro på. Herefter er der tale om en bølge-lignende proces, hvor du i perioder har behov for flere sessioner med kortere mellemrum for at få arbejdet dig igennem et lag, fulgt af perioder hvor du bearbejder ændringerne. Og samtidig får dit ubevidste ro til at modne nye smerte-lag og føre dem op i på bevidst niveau, så de kan heles. 

Livskriser

Mange mennesker kommer til mig, fordi de allerede står i en stor krise. Andre ved bare, at der er noget de har brug for at få set på og tænker, at de lige snupper et lille forløb for at få fikset det der ikke dur eller rettet det op, som er ved at køre lidt skævt. Altså med en intention om at undgå en krise, at undgå at falde fra hinanden. 

At falde fra hinanden er dog altid tegn på en dyb healingsproces uanset om det forekommer “tilfældigt” i livet, eller om det sættes i gang i forbindelse med et healingsforløb med energiarbejde. 

Det sker fordi dybt begravede dele af psyken aktiveres og bryder det fundament op, som vi har baseret vores identitet på. 

Fra dybet af vores væsen er der noget større der kaldes frem i os – af livet og/eller healingen. Det gør altid meget, meget ondt. Og samtidig er det meget, meget rigtigt. 

Det er vejen til et sandt liv, et liv med større overensstemmelse mellem den vi tror vi er og den vi virkelig er. 

I det korte perspektiv og for vores hverdags-jeg er det en dyb krise. For vores sjæl er det et afgørende gennembrud. Men kun hvis vi formår at bruge opløsningen til at lade os føre et nyt sted hen. Kun hvis vi overgiver os til sammenbruddet med en indstilling af villighed, accept og tillid. 

Kæmper vi imod trækkes processen i langdrag og vil før eller siden medføre smerte på alle planer, fordi vi nægter at flyde med strømmen, nægter at give efter for det der dybest set er et betingelsesløst kærligt kald: Livet, der længselsfuldt kalder det Sande Selv frem fra revner og sprækker i den underfulde skabelse du oplever som dig.

Du kan læse mere om hvordan du bedst forholder dig til de almindeligst forekommende symptomer imellem sessioner her: Symptomer efter energihealing og en kærlig vej igennem dem

Du kan læse mere om de mindre hyppige, meget tunge healingskriser her: (artiklen er på vej)